S’Amarador

S'Amarador kortS’Amarador er en af to flotte strande i naturreservatet Cala Mondrago på sydøstkysten af Mallorca.

Stranden generelt
S’Amarador er en sand naturperle, der bortset fra en lille strandbar er totalt friholdt for bebyggelse. Stranden er omgivet af høje fyrretræer og udsigten er fantastisk.

Stranden er 145 meter lang og 50 meter bred. Sandet er lyst og fint, og det klare vand er lavt. En 300-400 meter lang klippesti fører til den ligeledes meget flotte nabostrand Cala Mondrago, der dog er noget mere besøgt – også selvom den er mindre end s’Amarador.

S'Amarador strand

I 2008 blev s’Amarador kåret som Europas bedste strand af websitet onbeach.com. Det skete i konkurrence med ikke mindre end 3000 andre europæiske strande!

Der er udlejning af solsenge og parasoller på s’Amarador, samt en lille strandbar. I højsæsonen holder en livredder øje med de badende.

S'Amarador Mallorca

Bilen kan parkeres på en stor parkeringsplads ca. fem minutters gang fra stranden. Den er indrettet som betalingsparkeringsplads, men er tilsyneladende gratis.

Børnevenlighed
Stranden er lavvandet, der er næsten aldrig bølger og der er masser af plads til at lege. Perfekt til børn!

S'Amarador Mallorca

Vandsportsaktiviteter
Denne strand er helt fri for alverdens larmende vandsportsaktiviteter. Men der er normalt udsigt til flere flotte både, som ankrer op i den smukke bugt.

Restauranter ved stranden
Der ligger en lille strandbar, hvor man kan hente forfriskninger til det hårde strandliv. Ved nabostranden Cala Mondrago ligger der 2-3 restauranter og gåturen dertil er en herlig naturoplevelse.

S'Amarador strandbar

Feriebyer i nærheden
Den nærmeste ferieby er Cala Mondrago, der er en lille og ret isoleret ferieby. Der ligger nogle få hoteller og restauranter, men på grund af strandene er der altid meget liv i området. De som gerne vil bo i området kan se nærmere på Hotel Playa Mondrago, der ligger meget tæt på stranden.

Den nærmeste store ferieby er Cala d’Or, der ligger 8 kilometer mod nordøst. Her er udvalget af hoteller, restauranter og butikker langt større.


Se vores video fra s’Amarador, Cala Mondrago og Calo des Burgit


S’Amarador kort
På kortet er det s’Amarador nederst til venstre, og Cala Mondrago oppe i midten. I højre hjørne af kortet er det den lille Calo des Burgit. I området er der mange stier, der indbyder til vandreture i naturparkens flotte natur.

Related Articles

Back to top button