Cala Blanca

Cala Blanca kortStranden Cala Blanca ligger lidt udenfor feriebyen Camp de Mar i den vestlige del af Mallorca. Afstanden til hovedstaden Palma de Mallorca er 30 km i bil.

I Palma Nova hedder én af de tre strande i øvrigt også Cala Blanca.

Stranden generelt
Cala Blanca ligger inde i en lille bugt, der er omgivet af flot og uberørt natur. Omkring hele bugten er der bjerge, som er delvist tilvokset med træer.

Cala Blanca strand

Selve stranden er kun 30-40 meter lang og nogle få meter bred. Den er dækket med grus/småsten med nogle klippestykker her og der. I vandet er der også mange sten, men til gengæld beskytter bugten godt imod bølger og understrømme.

Der er ingen faciliteter på eller ved stranden, heller ikke toiletter. Parkering sker på en lille parkeringsplads bag stranden, hvorfra en lille grussti fører de 100 meter ned mod stranden.

Cala Blanca

Børnevenlighed
Med de mange sten på stranden og i vandet er Cala Blanca ikke børnevenlig, og slet ikke for små børn. Indimellem kommer der dog børnefamilier, især lokale familier som sætter pris på, at stranden ikke er særlig besøgt.

Vandsportsaktiviteter
Der tilbydes ingen former for vandsportsaktiviteter på Cala Blanca, men bugten er god til en snorkletur.

Cala Blanca

Restauranter ved stranden
Der er ingen strandbarer eller restauranter ved stranden. De nærmeste restauranter findes i Camp de Mar og Port d’Andratx.

Feriebyer i nærheden
Den nærmeste ferieby er Camp de Mar, som ligger en kilometer mod øst. Det er en nyere ferieby med en flot sandstrand og en 18-hullers golfbane.

Lidt længere mod øst ligger den større ferieby Paguera. Ligeledes en flot ferieby med tre dejlige strande. Nogle kilometer mod vest ligger den eksklusive ferieby Port d’Andratx, som mange berømtheder har besøgt gennem tiden. Som en af de få mallorcinske feriebyer har Port d’Andratx ikke en stor sandstrand.


Cala Blanca kort
Cala Blanca ses inde i den lille bugt, som ligger i hjørnet af en større bugt. Lidt mod nordøst ligger Cala en Cranc, som på mange måder ligner Cala Blanca.

Related Articles

Back to top button