
El Toro
El Toro er en lille havneby i den sydvestligste del af Mallorca. Byen er stort set vokset sammen med den langt større ferieby Santa Ponsa. Afstanden til hovedstaden Palma de Mallorca er 23 km.
Stranden generelt
Stranden i El Toro er bedst kendt som Playa El Toro, men hedder officielt Cala de ses Penyes Roges. Navnet kommer fra de flotte røde klipper, som delvist omgiver stranden.
Den 250 meter lange strand har finkornet gyldent sand, og selv i højsæsonen er der som regel god plads. Vandet er lavt, og havnens lange mole beskytter stranden mod bølger.
Der udlejes ikke solsenge og parasoller på Playa El Toro. Der er dog brusere og toiletter ved stranden. I højsæsonen overvåges stranden af en livredder. Kommer man i bil er der en gratis parkeringsplads lige ved stranden.
Børnevenlighed
Der er normalt god plads til at lege på stranden, og vandet er lavt.
Vandsportsaktiviteter
Der tilbydes ingen vandsportsaktiviteter på stranden, men på havnen er det muligt at leje bl.a. jetski, kajakker og både. Der ligger også flere dykkercentre i byen.
Restauranter ved stranden
Restauranten La Terraza ligger lige ved siden af stranden. Fra restaurantens tagterrasse er der god udsigt over stranden, havnen og bugten. I den modsatte ende af stranden ligger Restaurante Playa El Toro.
Byen El Toro
El Toro er en mindre og rolig by, der kun har få hoteller. Der er til gengæld en del ferielejligheder, hvoraf en del benyttes af deres spanske, engelske eller tyske ejere store dele af året.
I havneområdet og gaden bag stranden/havnen ligger der en del caféer og restauranter. Der ligger også nogle få butikker og et supermarked.
El Toro er uden tvivl bedst kendt for sin havn Port Adriano. Den genåbnede efter flere års modernisering i 2012, og fremstår som en af Mallorcas mest moderne og største lystbådehavne. I højsæsonen arrangeres der ofte koncerter og andre events.
El Toro kort
Stranden ligger lige siden af den flotte havn Port Adriano. Kun lidt længere mod nord ligger Santa Ponsa.