Cala Torta

Cala Torta kortCala Torta ligger nord for Artà på Mallorcas nordøstlige kyst, hvor landskabet åbner sig mod havet mellem lave, rå klippebakker. Her venter en bred sandstrand med turkisblåt vand og flot natur helt ned til vandkanten.

Den sidste del af turen foregår til fods, men allerede ved det første kig ud over bugten er det let at forstå, hvorfor mange fra de omkringliggende feriebyer besøger stranden.

Stranden generelt

Cala Torta ligger i naturparken Península de Llevant og er et godt valg, hvis I holder af naturstrande med få faciliteter. Bag stranden strækker sandet sig ind mellem klitter og lave buske, mens klipperne på begge sider indrammer bugten.

Den dejlige strand Cala Torta er omgivet af flot natur
Stranden Cala Torta

Stranden er omkring 150 meter lang og har lyst, fint sand. På stille dage er vandet klart med flotte skift mellem turkis og dybere blå. Når vinden tager til fra nord, ændrer oplevelsen sig: Havet kan blive uroligt, og bølgerne ruller ind over den åbne bugt.

Selv om Cala Torta ligger afsides, har den mange tilhængere, og i højsæsonen skal I ikke forvente at have stranden for jer selv. Der er ingen udlejning af liggestole og parasoller, men til gengæld er stranden bred med god plads til at finde et sted til håndklædet.

Adgang og parkering

Fra Artà følger I skiltene mod Cala Torta gennem det bakkede landskab. Fra parkeringsområdet ved Pla de na Vent fører en sti gennem pinjeskoven ned til bugten. Den skiltede rute er 1,2 kilometer og tager cirka 15 minutter, men sæt gerne længere tid af, hvis I har børn og strandoppakning med. Underlaget er ujævnt nogle steder, så gode sko er en fordel.

Når vi besøger Cala Torta, går vi altid en tur langs klippekysten til nabostranden Cala Mitjana. Stien går mod nordvest og er omkring en halv kilometer lang. Undervejs ser I kysten fra en anden vinkel, og turen er en oplagt lille afveksling fra strandlivet. Har I lyst til at fortsætte, ligger Cala Estreta lidt længere fremme langs kysten.

Cala Torta ligger i naturparken Península de Llevant på Mallorca

Børnevenlighed

Der er god plads til at lege i sandet, men Cala Torta er ikke det oplagte valg til små børns første badeture. Vandet bliver forholdsvis hurtigt dybt, og især ved vind fra nord kan der være kraftige bølger og strøm.

Til de mindre børn er naturstranden Cala Agulla 5 km mod sydøst et bedre alternativ. Her er stranden ofte bedre beskyttet mod bølger, vandet er lavere og der er flere faciliteter.

Vandsportsaktiviteter

Der tilbydes ikke vandsportsaktiviteter eller udlejning af udstyr ved Cala Torta. På dage med roligt hav kan I tage maske og snorkel med og undersøge vandet langs klipperne. Hold jer tæt på stranden, og lad snorkelturen vente, hvis der er bølger eller strøm.

Cala Torta er en flot naturstrand på nordkysten af Mallorca
Cala Torta

Restauranter ved stranden

Den tidligere strandbar ved Cala Torta er revet ned, så planlæg besøget med egen mad og drikke. Heller ikke ved Cala Mitjana kan der købes mad eller drikke. Gem eventuelt restaurantbesøget til Artà på vej hjem fra stranden.

Byer i nærheden

Artà er et oplagt stop før eller efter strandturen. Den historiske by har smalle gader, hyggelige restauranter og en interessant bymidte. Vi kan også godt lide området omkring den befæstede valfartskirke Santuari de Sant Salvador, hvor der er flot udsigt over hustagene og landskabet. Tirsdag formiddag er der marked i centrum.

Cala Mesquida ligger øst for Cala Torta og er en mindre ferieby med hoteller og en stor sandstrand. De to strande er forbundet af en kyststi, men terrænet er ujævnt, så turen kræver nogle gode sko. Forvent at bruge 30–45 minutter hver vej.

Cala Mesquida hotel
Cala Mesquida

Cala Torta kort

På kortet ses Cala Torta og kysten omkring stranden. Lidt mod nordvest ses nabostranden Cala Mitjana, som det er muligt at gå til langs klipperne. Artà ligger ca. 8 km i luftlinje mod syd.

Lignende sider

Back to top button