Cala Mendia
Cala Mendia er en mindre ferieby på Mallorcas østkyst, tre kilometer sydvest for den langt mere kendte by Porto Cristo. Afstanden til lufthavnen i Palma de Mallorca er lidt over 60 km.
Stranden generelt
Den smukke strand i Cala Mendia har samme navn som byen. Som mange af strandene på østkysten, så ligger stranden inde i en bugt med klipper på begge sider.
Stranden er 60-70 meter lang, men den er til gengæld mere end dobbelt så bred. Hele stranden er dækket af det fineste lyse sand, og vandet er klart med flotte turkise nuancer. Der er en stor sektion med udlejning af solsenge og parasoller. Strandens øvrige faciliteter inkluderer brusere, toiletter og en stor parkeringsplads. I højsæsonen overvåges stranden af en livredder.
Lige ved stranden ligger det 4-stjernede familiehotel Insotel Cala Mandia Resort, som har flere poolområder og en stor splashpool med vandrutsjebaner m.m. Perfekt for familier, men der er også en afdeling for voksne.
Børnevenlighed
Der er masser af plads til at lege i det bløde sand. Vandet er ikke decideret lavt, men det er helt okay til børn. Når det blæser fra øst, kan der være betydelige bølger og understrømme.
Vandsportsaktiviteter
Der er ingen vandsportsaktiviteter, men det er flot at snorkle i det klare vand, især langs klipperne.
Restauranter ved stranden
På den bagerste del af stranden ligger der en populær restaurant. Igennem flere år har den haft mange stamgæster. Restauranten fungerer også som strandbar med is og andre forfriskninger.
Feriebyen Cala Mendia
Cala Mendia er en mindre og stille ferieby. Byen blev først rigtig udbygget i begyndelsen af 90’erne og andelen af private ferieboliger er relativ høj. Det samme gælder for nabobyerne Cala Anguila og Romantica.
Der er enkelte butikker i området, herunder et supermarked og et apotek. Et langt større udvalg findes i den nærliggende by Porto Cristo, som det er let at komme til med taxa eller bus. I Porto Cristo ligger grotterne Coves del Drac, der er en af Mallorcas største turistattraktioner.
Cala Mendia kort
Som det ses på kortet er Cala Mendia stort set vokset sammen med nabobyerne Cala Anguila og Romantica. Alle tre byer har smukke strande, der ligger inde i hver deres bugt.