Sa Marina

Sa Marina mapStranden Sa Marina ligger i det nordlige Mallorca mellem de populære feriebyer Port d’Alcudia og Puerto Pollensa. Mange kommer forbi stranden på deres tur til halvøen Formentor.

Stranden generelt
Sa Marina er en smal sandstrand dybt inde i Pollensa bugten, Bahia de Pollenca. Sådan en beliggenhed skærmer tit for bølger og vind, men det gælder ikke for Sa Marina.

Sa Marina kitesurfer

Her er der masser af vind, faktisk så meget, at Sa Marina er kitesurfernes paradis. Ingen andre steder på Mallorca ses så mange kitesurfere udøve deres fascinerende sport. Det er ganske enkelt et imponerende syn at se de mange kitesurfere flyve henover vandet med deres farverige drager (kites på engelsk).

Med de mange kitesurfere er der normalt meget aktivitet på stranden. Der er dog ingen faciliteter på stranden, og lige bag stranden er der en forholdsvis trafikeret vej, så der er normalt ikke mange strandgæster udover kitesurferne og deres familie/venner.

Sa Marina kitesurfing

Udsigten til Tramuntana bjergene og Pollensa bugten er fantastisk, ikke mindst med alle de farverige drager på himlen. Ikke underligt, at mange bilister holder en lille pause her.

Børnevenlighed
De mange kitesurfere er naturligvis også spændende at se på for børnene, men tag hellere børnene med hen til de meget børnevenlige strande i Port d’Alcudia eller Puerto Pollensa.

Mallorca kitesurfing

Vandsportsaktiviteter
Sa Marina er kitesurfernes foretrukne mødested. Tæt på stranden er det muligt at købe eller leje udstyr, og der er flere udbydere af undervisning i kitesurfing – også for begyndere.

Strandrestauranter
Der er ingen restauranter ved Sa Marina, men kitesurf butikken Pura Vida fungerer også som en lille café med nogle få borde og stole udenfor.

Sa Marina Pura Vida

Feriebyer tæt på Sa Marina
Mallorcas mest populære ferieby Port d’Alcudia ligger nogle kilometer væk, og det samme gælder for Puerto Pollensa. Det nærmeste hotel er det firestjernede PortBlue Club Pollentia, der ligger mindre end 500 meter fra Sa Marina. Det er et stort hotel med fokus på sport, f.eks. windsurfing, dykning og tennis.

Sa Marina kort

Related Articles

Back to top button