|
Cala Bona ligger lidt
nord for Cala
Millor på østkysten af Mallorca.
Cala Bona strande generelt

Officielt ligger der tre
strande foran feriebyen Cala Bona, men det er dog kun to af dem der
er rigtige strande.
Strandene ligger godt beskyttet i
nogle små vige med bølgebrydere ud i vandet. De to bedste strande er
ca. 300 meter lange tilsammen og op til 40 meter brede.
De består overvejende af sand, men
nogle steder er det blandet med grus. I vandkanten og i vandet er
der områder med flade klipper og sten.
Det er muligt at leje solsenge og
parasoller. Der er også toiletter, brusere og en livredder.
Cala Bonas strande har undertiden
problemer med ophobning af tang. Det meste af det bliver dog fjernet
jævnligt.
Børnevenlighed

Ikke alle områder på strandene er lige børnevenlige, men der er
flere steder hvor forholdene er okay. Der ligger en legeplads meget
tæt på strandene.
Vandsportsaktiviteter

Der udbydes ingen vandsportsaktiviteter ved strandende, men ved
havnen i Cala Bona ligger dykkerskolen Albatros Diving.
I nabobyen Cala Millor tilbydes alt hvad hjertet begærer af
vandsportsaktiviteter.
Restauranter ved stranden

Bag de to bedste strande ligger der flere caféer og restauranter.
Der er dog ingen direkte på standen.
Feriebyen Cala Bona
Cala Bona var oprindeligt en lille fiskerby, som så mange andre
turistbyer på Mallorca var det. Nu er det en mellemstor ferieby, der
især er meget populær blandt britiske turister.
Bag strandene ligger der en meget
flot gågade med mange butikker, restauranter og caféer. En relativt
nyanlagt cykelsti forbinder Cala Bona med byerne Cala Millor, Sa
Coma og Son Servera.
Der er flere små supermarkeder i Cala
Bona. De forhandler stort set alt det du måtte få brug for. Ellers
er der store supermarkeder som Eroski og Lidl i Cala Millor. |