
Es Dolc
Stranden Es Dolc (eller Platja d’es Dolc) ligger tæt på Mallorcas sydspids, Cap de Ses Salines. Afstanden til den dejlige ferieby Colonia Sant Jordi er mindre end 200 meter.
Stranden generelt
Es Dolc (eller Platja d’es Dolc) er en 350 meter lang naturstrand, der er delt på midten af nogle meget lave klipper.
Den meget flotte strand har fint lyst sand. Bagerst på stranden er der klitter, som dog er afspærrede. Vandet er meget klart og lavvandet.
Det er muligt at leje solsenge og parasoller på stranden. Parkering sker bedst ved bystranden Es Port. Herfra er der ca. 600 meter at gå.
Børnevenlighed
God plads til at lege og lavt vand gør denne strand næsten perfekt til børnefamilier. Kun gåturen på ca. 600 meter tæller ned.
Vandsportsaktiviteter
Det er muligt at leje vandcykler på Es Dolc, og små både ved den nærliggende bystrand Es Port.
Restauranter ved stranden
Der ligger en strandbar, som også fungerer som lille café. Hvis man ønsker større udvalg af mad og drikke, så er der kun 600 meter til caféer og restauranter ved bystranden Platja d’es Port.
Feriebyen Colonia Sant Jordi
Colonia Sant Jordi er en mellemstor ferieby i det sydlige Mallorca. Oprindeligt var den havneby for Campos, der ligger godt 10 km. inde i landet.
Byen er hyggelig og ret stille i forhold til de større feriebyer. Området omkring havnen og bystranden Es Port er et godt eksempel på det. Her ligger der en del dejlige restauranter, caféer og butikker. Byens bedste hotel er det nye 5-stjernede Iberostar Selection Es Trenc, der åbnede i 2025. Et fantastisk hotel der forkæler sine gæster, ikke mindst voksne par. Flotte værelser og pools med havudsigt, gode restauranter og lækker tagterrasse.
I Colonia Sant Jordis havn ligger der stadig nogle fiskerbåde, men det er flotte sejlbåde og lystyachts der præger havnebilledet. Fra havnen udgår der hver dag en turbåd til den fredede ø Cabrera.

Es Dolc kort
Den todelte strand Es Dolc ses til højre på billedet. Til venstre er det feriebyen Colonia Sant Jordi og bystranden Es Port.