svnoendeda
Portals Nous

Strande på vestkysten

På vestkysten af Mallorca ligger en række store feriebyer, og flere af dem har hver deres specialitet.

De to største feriebyer på vestkysten er Palma Nova og Magaluf. Palma Nova er en meget familievenlig ferieby med tre flotte strande. I forlængelse af Palma Nova ligger Magaluf, der uden tvivl er den største party-by på Mallorca. Her mødes unge mennesker fra hele Europa for at nyde solen, danse og feste til den lyse morgen. På grund af det unge publikum har stranden i Magaluf vel nok Mallorcas bedste udbud af vandsportsaktiviteter.

To af de mest eksklusive feriebyer ligger også på vestkysten. Port d’Andratx er kendt som Mallorcas mest eksklusive by, men har sjovt nok ikke god strand. Skal man på stranden, så bliver det oftest på den flotte strand Camp de Mar nogle kilometer væk. Andre eksklusive feriebyer i den vestlige del af Mallorca er Illetas og Portals Nous, hvor sidstnævnte er hjem for nogle af Mallorcas bedste restauranter. Illetas har flere gode strande, mens Portals Nous har én dejlig sandstand.

Bor man i en af de store feriebyer, og har lyst til at besøge en mindre strand i nærheden, så er Cala Falcó og Cala Vinyes oplagte. Begge meget flotte strande, og begge er forholdsvis lette at komme til med bil. De som har lyst til en længere udflugt bør køre henover bjergkæden Serra de Tramuntana og besøge byer som Port de Sóller, Deia eller Valldemossa. Her er der længere mellem strandene, men stenstranden Cala Deia er helt fantastisk – det samme er restauranten med udsigt over bugten.

Med så mange turister i den sydvestlige del af Mallorca, er det ikke overraskende, at der er mange store turistattraktioner. Den største attraktion er Western Water Park, der kombinerer et kæmpe vandland med en gennemført westernby. Marineland er også populært, her er der mere fokus på forskellige shows med delfiner, søløver og papegøjer. En anderledes attraktion er Pirates Adventure, der er Mallorcas største show med bl.a. dans og akrobatik.

Kort over det vestlige Mallorca